The Worlds Stupidest Signs

Vi har en bog der hedder The Worlds Stupidest Signs som er en samling af dumme skilte forfatterne i tidens løb har samlet ind. Jeg fik sidst da jeg var på hospitalet øje på en kandidat til en dansk udgave af samlingen......Den er fra hospitalet hvor jeg bliver behandlet.

V.e.n.t.e.r.u.m. fertilitetsklinik kontra fødeafdeling? Heh, er det dårlig planlægning eller et socialt eksperiment? Og jaja jeg ved godt at fertilitetsbehandling er et speciale under gynækologi og obstetrik, så formelt set hører de vel sammen. Men når man er patient i fertilitetsklinikken føler man sig det meste af tiden meget "langt væk" fra fødeafdelingen. Jeg en del af de gange jeg har været der stødt på en kvinde med en kæmpe mave på vej til at føde.....Heller ikke altid lige det fedeste....
Skiltet kunne måske også antyde eller måske ligefrem anspore den opfattelse de fleste "ikke-infertile" har; At mulighederne for behandling er så gode at man går direkte fra fertilitetsklinikken til fødegangen......I wish! Men så alligevel er der noget sandhed i skiltet fordi der ikke bare står Fertilitetsklinik som der står Fødeafdeling, nææh der står v.e.n.t.e.r.u.m før Fertilitetsklinik...Den lader jeg lige stå et øjeblik....

Ingen slipper fri

Hermed får i en sangtekst fra Tobias Triers nye CD "Grønne Hjerter", som i øjeblikket ligger i min CD afspiller. Den er soundtrack til en film af samme navn som får premiere i morgen. En god CD, men dog efter min mening ikke helt så god som nogle af hans tidligere CD'er. Sangen hedder Ingen slipper fri. Den handler helt sikkert ikke om infertilitet, (men derimod kærlighed) men jeg synes alligevel der var noget jeg ku' genkende i den måske lidt banale tekst.

Ingen slipper fri

Hver især
prøver vi at lade være
med at risikere noget af os selv
Vi tror vi ved
præcis hvad der finder sted
og så rammes vi en dag alligevel

Tid og sted
og en sær tilfældighed
kan ændre på fornemmelser vi får
Ting de sker
og vi føler ikke mere
på samme måde som vi gjorde igår

Ingen slipper fri
Der kommer en dag
hvor vi rammes indeni

Det sker en dag
så bliver forsvarslinjen svag
et forhold ændrer sig på et sekund
Vi husker ord
fortryder ting vi gjorde
og ting vi knapt nok så gør pludseligt ondt

Ingen slipper fri
Der kommer en dag
hvor vi rammes indeni

PS. Har fået tid til møde på fertilitetsklinikken midt i maj hvor vi skal planlægge det videre forløb.

I dag er det...

...Mira's fødselsdag...Hurra...Hurra...Hurraaaah.

32 år....gift....hus....bil....job....ingen børn....

Beretning fra et sygehusophold

Jeg ankom onsdag morgen kl. 8 til sygehuset hvor jeg blev installeret på en 2-sengs stue. Derefter kravlede jeg i sygehustøjet og lagde mig i sengen for at vente. Jeg var blevet lovet at jeg skulle opereres 9.30 og det kom til at holde stik for kl. 9.20 blev jeg hentet af portøren.
Der var dog lidt forvirring da jeg kom over på OP-gangen. det var fordi "min" læge havde lavet om på rækkefølgen i sidste øjeblik så jeg kunne komme til først. Rart for en gangs skyld at være først i køen. De to andre gange var jeg den sidste på operationsbordet kl. 10-11 stykker om aftenen. Jeg kom ind og blev bedøvet og fandt derefter mig selv på opvågningsstuen hvor min søde mand kom og hilste på mig. Efter 1-2 timer blev jeg kørt op på stuen igen. Jeg var tilbage på stuen ved 13 tiden, så operationen kan ikke have været lang.
Ellers gik resten af den dag med at prøve at komme op af sengen, at overleve kvalmen og den modbydelige tissetrang man altid har efter at have haft et kateter oppe. Om aftenen kom min mand igen på besøg og så var det sovetid.
Næste morgen kom lægen der havde opereret mig for at fortælle mig om forløbet. Han sagde at alt var gået som det skulle og at de nu har fjernet endometriosen så godt de kunne. Jeg får antibiotika forebyggende for ikke at komme ud i det samme som sidste gang. Pga. dels infektionerne fra sidste gang og endo'en var der igen kommet en masse sammenvoksninger som blev løsnet. Jeg skal fortsætte med at være nedreguleret i 6 uger og så kan jeg starte på IVF. Derefter begyndte han at snakke om at når jeg havde født (!!!!) skulle jeg bruge hormonspiral vistnok fordi det bedst holder endo'en nede. Jeg er dog ikke helt sikker på at det var det han sagde for det var ligesom jeg fuldstændigt lukkede af da han sagde "når du har født". Jeg kan stadig ikke tro på at mit lasede underliv kan producere et barn, det ville simpelthen være FOR fantastisk. Han sagde så at jeg kunne komme hjem samme dag, helt vildt dejligt. Kl 14 blev jeg hentet af min mand som også lavede en fantastisk omgang spaghetti med kødsauce til aften. Lækkert at spise hjemme i lidt mere vante omgivelser.
At være på et sygehus er bare overhovedet ikke mig. Jeg har virkelig svært ved at spise noget i de omgivelser; altså imens stuekammeraten sidder og brækker sig/får skiftet sin urinpose eller lignende. Det er bare så klamt, min appetit forsvinder fuldstændigt og jeg er ved at brække mig ved synet og lugten af mad!!! Det har selvfølgelig også noget med narkosen og alt det andet man får at gøre, men omgivelserne gør det ikke bedre!!!
Nu sidder jeg herhjemme i stuen og slapper af med den bærbare. Min mave ligner mest af alt et gult rumskib fordi jeg stadig har noget af den gule iod tilbage på huden og fordi den er fuldstændig udspilet af den gele de hælder ind for at modvirke sammenvoksninger. Lækkert ikke?Jeg er stadig øm, men er kommet noget hurtigere på benene end de to andre gange. Min mand påstod at han allerede kunne se at jeg havde det meget bedre end de to andre gange da jeg vågnede fra narkosen.
Jeg HÅBER HÅBER HÅBER og beder til at det nu kan begynde at gå bare lidt op ad bakke......

Yay hjemme igen....

...ny rekord, hjemme dagen efter operationen!!!!!

Alt er gået fint, endo'en skulle nu være væk og der skulle være sådan nogenlunde opryddet i mit underlige underliv......

Mere fyldig beretning følger....

Well, I'm off the hospital....

Håber snart vi ses igen.......

Kryds for mig så godt i kan!!!!!

Oh what fun....

Det er nu dagen før dagen.... Jeg er igang med tarmudtømning og render i fast rutefart til toilettet. Rigtig morsomt.

Jeg er lidt spændt på hvordan jeg skal klare den 10 min biltur til sygehuset om en halv time. Jeg skal derud for at tale med lægen der skal operere mig og for at få taget blodprøver.

Humøret er i bund og jeg har svært ved at fatte hvad der er jeg har gjort for at fortjene det her. Jeg kan næsten ikke holde tanken om at dele stue med andre syge mennesker ud. Hvis de tildeler mig en 4-sengs stue løber jeg skrigende derfra. Jeg holder ikke til det. Mine personlige og kropslige grænser er i den grad blevet overskredet det sidste halve år og jeg kan snart ikke tage mere. Jeg er en meget privat person og har det rigtig skidt med at "være syg" foran andre mennesker. Bare kald mig en kylling.....

UPDATE kl. 14: Er nu kommet hjem efter at have talt med sygeplejerske, anæstesilæge og lægen der skulle operere mig. De var lige ved at skulle til at lave julelege med mig.....Først kom der en anden læge end den jeg forventede og som knapt nok havde læst min journal. Jeg skulle nærmeste sidde og forklare ham om mit forløb, ikke særligt betryggende når man står overfor en operation. Jeg fik gjort det klart at jeg havde en aftale med en anden læge om at det var ham som skulle operere mig; det er ham der har fulgt mig i endometrioseforløbet. Han prøvede med nogen søforklaringer og en "trussel" om udsættelse af operationen, men sådan leger vi altså ikke!!!! Så jeg holdt fast på mit!!! Jeg kom til at tale med "min" læge. Så nu ser det ud til at det bliver ham der opererer (men man ved sgu aldrig, det kan være de ændrer det i sidste øjeblik hvor jeg ikke har kræfter til at protestere). Det manglede fandme også bare. Jeg synes efterhånden det er lidt vigtigt at det er en der kender forhistorien, der er ingen grund til at tage nogen chancer. Man er sgu hele tiden nødt til at være oppe på mærkerne!!!! Det er da utroligt hva?

Påske

Det ser ud til at min krop alligevel har bestemt sig for at give mig lidt påskeferie. De sidste tre dage er det gået fint uden smertestillende. Så (7-9-13, bank under bordet) måske holder den sig i ro indtil operationen.

Vi har været på påskebesøg hos venner og familie, rigtig hyggeligt :-)

De næste par dage står i havens tegn. Jeg vil have anlagt min køkkenhave, selvom det måske er lidt tidligt.... Det er rart at have noget og gå at glæde sig over efter operationen, hvor jeg alligevel ikke kan lave ret meget havearbejde eller arbejde i det hele taget.

Fortsat god påske til jer allesammen!!!!

Jeg er seriøst uvenner....

...med min krop....

I søndags havde jeg smerter i venstre side (der hvor resterne af den kæmpe endocyste sidder) som jeg dog fik has på med lidt panodil.

Siden har der været lidt murren. Idag fik jeg så et anfald af kraftige smerter så jeg var nødt til at tage hjem fra arbejde. Nu er smerterne dog ved at fortage sig.

Jeg er bange for at cysten er ved at vokse igen....Til check d. 16. marts var den 2 cm i diameter og guderne må vide hvordan den ser ud nu, men jeg vil æde min gamle hat på at den er større.

Jeg er TRÆT TRÆT TRÆT af det her. Kan min dumme åndsvage krop for fanden da ikke holde sig på måtten bare til på næste onsdag hvor jeg skal opereres?

Nedtælling.....9 dage tilbage

Så er der 9 dage til jeg skal opereres.

Glæder mig til at få det overstået, men glæder mig ikke til den tid det tager at komme ovenpå igen. Jeg GIDER ikke, jeg er ved at brække mig ved tanken.

Det er 3. gang......... 3. gang jeg skal opereres indenfor et halvt år!!!! Hvad er oddsene lige for det? 1:100000000000000000 eller noget i den stil.

But thats me......beating the fucking odds in a negative direction.....Kan man leve af det tror i?

Jeg er her endnu...

.....i må ikke gå :-)

Undskyld, undskyld, undskyld.....
Jeg har bare haft lidt travlt den sidste uges tid. Jeg har skrevet en ret god ansøgning hvis jeg selv skal sige det. Der er lang tid til ansøgningsfristen, så den skal lige igennem "review" fra min mand og nogle af mine veninder. Jeg regner med at der er stort set kun er finpudsning tilbage. Jeg har stadig lidt dobbelte følelser mht at søge jobbet, men jeg ved i mit hjerte at jeg helt vildt gerne vil have det. Dels fordi det er en fast stilling med god løn og dels fordi arbejdet omfatter et af de emner jeg synes er rigtig spændende. Så nu må vi se hvad der sker når jeg får sendt den afsted. De dobbelte følelser er nok mest omkring at det faktisk går ret godt på mit arbejde lige nu og så det at IVF sandsynligvis er nært forestående.

Derudover har vi haft besøg af venner med tilhørende terrorist-afkom (Oh My God..... ikke et (ondt) ord om børneopdragelse). Og vi har været til et arrangement på et af de lokale museer. Og arbejdet har krævet lidt ekstra....undskyldninger er der nok af :-)