Oh what fun....

Det er nu dagen før dagen.... Jeg er igang med tarmudtømning og render i fast rutefart til toilettet. Rigtig morsomt.

Jeg er lidt spændt på hvordan jeg skal klare den 10 min biltur til sygehuset om en halv time. Jeg skal derud for at tale med lægen der skal operere mig og for at få taget blodprøver.

Humøret er i bund og jeg har svært ved at fatte hvad der er jeg har gjort for at fortjene det her. Jeg kan næsten ikke holde tanken om at dele stue med andre syge mennesker ud. Hvis de tildeler mig en 4-sengs stue løber jeg skrigende derfra. Jeg holder ikke til det. Mine personlige og kropslige grænser er i den grad blevet overskredet det sidste halve år og jeg kan snart ikke tage mere. Jeg er en meget privat person og har det rigtig skidt med at "være syg" foran andre mennesker. Bare kald mig en kylling.....

UPDATE kl. 14: Er nu kommet hjem efter at have talt med sygeplejerske, anæstesilæge og lægen der skulle operere mig. De var lige ved at skulle til at lave julelege med mig.....Først kom der en anden læge end den jeg forventede og som knapt nok havde læst min journal. Jeg skulle nærmeste sidde og forklare ham om mit forløb, ikke særligt betryggende når man står overfor en operation. Jeg fik gjort det klart at jeg havde en aftale med en anden læge om at det var ham som skulle operere mig; det er ham der har fulgt mig i endometrioseforløbet. Han prøvede med nogen søforklaringer og en "trussel" om udsættelse af operationen, men sådan leger vi altså ikke!!!! Så jeg holdt fast på mit!!! Jeg kom til at tale med "min" læge. Så nu ser det ud til at det bliver ham der opererer (men man ved sgu aldrig, det kan være de ændrer det i sidste øjeblik hvor jeg ikke har kræfter til at protestere). Det manglede fandme også bare. Jeg synes efterhånden det er lidt vigtigt at det er en der kender forhistorien, der er ingen grund til at tage nogen chancer. Man er sgu hele tiden nødt til at være oppe på mærkerne!!!! Det er da utroligt hva?