Tanker om mit liv og det at være infertil - 3 IUI, 1 graviditet udenfor livmoderen (én æggeleder sprænges og fjernes), 1 gigant cyste på æggestok, 1 stk diagnose på endometriose, disse tre ting medfører 2 akutte + 1 planlagt laparoskopi. Har næsten mistet tiltroen til mit efterhånden lasede underliv, men to IVF forsøg skal der efterfølgende til og så er den der endelig!!!! Jeg er nu mor til tvillinger født november 2007

tirsdag, juli 25, 2006

Gaaab - her sker ikke noget

Så, derfor ikke så meget at skrive om....

Jeg har ikke haft ferie endnu og har haft et par meget stille uger på arbejde. Meget rart når man har andre ting at tænke på.

Jeg venter stadig på besked fra det job jeg har søgt. Jeg tror det kommer i denne uge eller næste uge for så skulle de være tilbage fra ferie.

Jeg har spekuleret op og ned af stolper og hvad jeg skulle gøre hvis nu jeg fik tilbudt jobbet og hvis nu jeg skulle opereres igen og alt det der.....

Lige nu er konklusionen at jeg tager jobbet uden at nævne noget om IVF, operationer osv hvis jeg altså får det tilbudt.

Hvis jeg får jobbet holder jeg nok en længere pause fra behandlingscirkusset, hvis ikke holder jeg nok en knap så lang pause.

Jeg er DØD træt af det operationer, injektioner, hormoner, at bløde hele tiden, at have ondt i maven hele tiden. Skrækken sidder stadig i mig, hver gang jeg mærker det mindste lille niv i maven tænker jeg straks det værste og tror at nu skal jeg på operationsbordet. Derfor trænger jeg til en pause....

onsdag, juli 12, 2006

Konsultation

Har været til konsultation ved en af endometriose-specialisterne i dag for at høre om det var ok med pause. Og så længe det ikke er mere end et 1/2 år og jeg får Procren eller P-piller så er det ok. Så nu tager vi en dag ad gangen og ser hvad der sker.

Jeg spurgte ham også om det med risikoen for væske i venstre æggeleder og hvordan man undersøger det. Han sagde at de ikke laver HSG mere pga at der er for stor risiko for infektion. Så det er direkte til laparoskopi. Så alt hvad jeg kan gøre nu er at bede til at det ikke er væske i æggelederen, men "bare" væske i et hulrum i noget arvæv for så skulle det forsvinde igen, imens væske i æggelederen desværre ikke bare forsvinder.

Så hvis væsken ikke forsvinder skal jeg nok have endnu en laparoskopi inden næste IVF..... Suk.

Det ser ud til at projekt baby=projekt fiasko et langt stykke tid endnu.....Er jeg verdens dårligste projektleder eller hvad?

Heh som om professionel projektledelse med milestones, Gantt diagrammer og hele svineriet skulle hjælpe noget i det her spil. Det er Guderne du....De har set sig onde på mig!!! Det er FANDME uhyggeligt du!!!!! (siger Mira med fjæset helt oppe i skærmen)

torsdag, juli 06, 2006

Dyb udånding.......jeg slipper....

...for yderligere blodprøver og graviditet udenfor livmoderen for hCG'en var nede på 4 idag. YAY :-) Det er helt perfekt for den skal være under 5 for at den regnes som negativ. Så nu kan jeg trække vejret frit igen.

Jeg havde både en telefon konsultation i går og en face-to-face konsultation i dag. Jeg kan godt holde pause og jeg har fået et Procren depot som jeg selv kan lægge i dag eller i morgen. Det varer en måned som jeg så kan bruge til at tænke over hvad jeg nu vil. Den mystiske boble er stadig i venstre side og da jeg blev skannet idag synes jeg den var blevet lidt større. Jeg og lægerne tror at det måske er væske i venstre æggeleder eller en væskeansamling i arvæv fra operationerne. Mængden af væske kan godt øges under hormonbehandling, men det kan også godt forsvinde igen. Så hvis det stadig er der efter sommerferien eller når jeg skal starte op igen kan det godt være at det skal undersøges nærmere. ØV. Det betyder måske HSG og laparoskopi igen igen. Lægen sagde at vi får et erstatningsforsøg pga. den biokemiske graviditet så vi har stadig 3 forsøg igen. Pænt af dem selvom jeg ikke helt kan overskue det lige nu. Måske er de ved at få ondt af os, lægen jeg talte med i dag kunne ihvertfald godt forstå at jeg trængte til en pause :-)

Jeg har reserveret en tid hos endo-specialisterne til på onsdag for at snakke om hvad de synes om at holde pause og hvor længe det kan gå inden endo'en går amok igen osv.

tirsdag, juli 04, 2006

Telefonsamtale

Så fik jeg ringet til sygeplejersken og fik en ny tid til blodprøve, det bliver på torsdag. Derudover har jeg fået en tid til telefonkonsultation i morgen med en læge. Vi skal have lagt en plan for hvad der nu skal ske; om jeg skal på Procrene eller P-piller. Om det er muligt at holde en lidt længere pause for det trænger jeg ved Gud til. Jeg er DØD-træt af operationer, smerter, at bløde hele tiden (det har jeg gjort over 50% af tiden siden min graviditet udenfor livmoderen i november pga af nedregulering, operationer, hormoner og hvad har vi, tænk hvad det gør ved ens s(e)x liv) og jeg er træt af at være bekymret og ked af det. Det er dog ikke sikkert at det er muligt at holde længere pause da jeg jo er blevet opereret for endo og det kan jo komme tilbage selv på p-piller. Det ville ellers være godt også hvis jeg skulle være så heldig at få jobbet jeg har søgt.

I går blødte jeg vildt og voldsomt og i dag lidt mindre så jeg tror løbet er kørt. I går kom der også underlige vævslignende klumper ud så jeg er ret overbevist om at det er slut. Derudover ser det ud som om at testen jeg tog i morges også er blevet svagere.

Jeg er stadig lidt nervøs for graviditet udenfor livmoderen, men er lidt mere rolig end jeg var i weekenden. Jeg kan da for fanden ikke være SÅ uheldig, vel?

mandag, juli 03, 2006

hCG tallet....

....er 64. Jeg fik presset fertilitetsklinikkens sekretær til at give mig resultatet før tid. Jeg skulle egentlig først have det i morgen. Jeg skal ringe derud imorgen tidlig for at aftale hvad der nu skal ske.

Jeg bløder stadig som var jeg betalt for det, så det er rent ud sagt noget L-O-R-T!!!

søndag, juli 02, 2006

Jeg er bange....

Jeg er pissebange. Jeg bløder stadig og med tiltagende styrke. Jeg har stadig en meget meget tynd streg på testen.

Det ligner meget den situation jeg havde med graviditet udenfor livmoderen. Jeg orker simpelthen ikke at gå igennem det jeg gik igennem sidste gang igen; 1 1/2 uge med hCG tests og skanninger hver 2-3 dag for at følg udviklingen. Derefter besked om at møde på sygehus ved smerter, til slut laparoskopi med fjernelse af højre æggeleder. Den der ventetid med skanninger og tests er bare så modbydelig fordi ingen kan sige noget absolut. En læge mener noget og en anden mener noget andet.

Hvorfor fanden kan jeg ikke enten have en positiv test og IKKE bløde eller bløde og have en negativ test? Den der kombination af at bløde og have en positiv test er bare den ledeste. For det er den kombination der giver anledning til alle skrækscenarierne. Jeg ville virkelig foretrække at den fucking test bare var negativ. Jeg ville selvfølgelig være ked at det, men ikke noget der kan måle sig med det her mareridt af angst og sorte tanker.

Jeg er sådan set mest nervøs for mit eget helbred nu for jeg tror virkelig ikke på at æggene stadig kan være der eller sidde rigtigt med alt det blod og klumper der er kommet nu.

lørdag, juli 01, 2006

Lørdagens farve er rød.....

PIS PIS PIS PIS!!!! Nu er der mere blod og det er mere rødt. Der er stadig en nanoskopisk streg på testen fra i morges men den er ihvertfald ikke blevet tydeligere siden i går. ØVØVØVØVØVØV!!!!! Nu må testen på mandag med svar tirsdag vise om det er min hjerne der har spillet mig et puds eller om det måske har været en biokemisk graviditet. Desværre kan det jo også (Gud Forbyde Det!!!!) være en graviditet udenfor livmoderen.

Så mht graviditet er jeg gået fra "måske"-bunken til 99.9999% "nej"-bunken.

Til gengæld fik jeg i går en opringning fra den potentielle arbejdsgiver og her er jeg tilsyneladende stadig i "måske"-bunken. Beslutningen er udsat pga. sommerferie. Det forberedte de mig godt nok også på kunne ske ved sidste samtale.