Sumpen

Jeg prøver ihærdigt at hive mig selv op af den sump jeg er havnet i. Men det er ikke let. Humøret ligger og kravler omkring nul stadigvæk og jeg synes det virker somom jeg skal løbe en uendelig maraton for MÅSKE at nå det ultimative mål; et sundt og raskt barn (60% chance ved 3 IVF´s) .

Jeg diskuterer hele tiden med mig selv om det nu også er det værd. Jeg vil vildt sindssygt og ubeskriveligt gerne være "biologisk" mor, men kan prisen blive for høj? Kan de psykologiske og fysiske ar man uundgåeligt får blive for store? På den anden side vil jeg ikke som 50-årig vil sidde og fortryde at jeg ikke tog imod de behandlingstilbud der var. Så konklusionen er nok at jeg indtil videre bider tænderne sammen.

Jeg var til kontrol i torsdags og infektionstallene var faldet fint. Jeg har også fået en operationsdato som ligger dagen før min fødselsdag. Hvad giver i mig? Forstår de ikke konceptet CPR numre? D-e f-ø-r-s-t-e f-i-r-e t-a-l e-r f-ø-d-s-e-l-s-d-a-t-o-e-n..... Hvor svært kan det være? Nå, men hvis der ikke kommer et afbud så kommer jeg nok til at fejre min 32 års fødselsdag på gyn. afd. og det er ikke for at føde et barn ....YAY.

Jeg har endnu ikke rigtig mærket til nedreguleringen. Det skulle da lige være mit sorte humør, men det er ikke til at sige om det er pga. nedregulering eller alt det lort der er sket de sidste 3-4 måneder.

Gad vide om jeg uden at vide det i bedste "1984 - big brother is watching you" stil deltager i et sociologisk eksperiment med titlen "hvor meget kan en gennemsnitlig dansk kvinde i 30'erne klare af modgang"?