Lige over det absolutte nulpunkt....

...er hvor jeg befinder mig nu. Min krop er langsomt ved at finde sig selv igen. Det ser ud til at antibiotikaen virker selvom jeg er plaget af dårlig mave og lettere kvalme hele tiden. Det er desværre en kedelig bivirkning af den store dosis jeg tager. Jeg tager den sidste pille lørdag så der hører det forhåbentlig op. Så kan jeg også tage mig et glas rødvin, det har jeg ikke kunnet indtil nu da en af de antibiotika jeg tager virker som antabus.

Psykisk bevæger jeg mig stadig på og nær ved knivsæggen. Jeg er stadig i en tilstand af vantro over at alt det her lort kan overgå mig. Jeg er meget glad for at jeg har fortalt det til de nærmeste så jeg kan tale med dem om det og alle er søde og forstående og har meget medlidenhed med mig. Jeg har stuen fuld af blomster som folk har sendt til mig.
Jeg vil også gerne sige tak til jer i blogland for jeres søde og medfølende kommentarer. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Tusind tak!

Jeg fik også aftenen før den sidste indlæggelse fortalt min bror om situationen. Han var mildest målløs over hvad jeg kunne fortælle og meget ked af det på mine vegne. Han fik hele historien på en gang så det var nok også lidt overvældende.

Jeg håber inderligt at det vender nu og at jeg får lov til at bevæge mig et godt stykke op over nulpunktet så jeg i det mindste kan være mig selv igen, med en nogenlunde normal tilværelse.

Lige nu kan jeg overhovedet ikke overskue hvornår vi skal i gang med IVF, men det kommer nok på et tidspunkt. Det er alt andet lige en streg i regningen at det nu er yderligere udskudt, men jeg er nødt til at være klar til det både fysisk og psykisk.