Rapport fra et villakvarter

For lidt over 1 år siden købte manden og jeg et hus i et pænt lille villakvarter. Dermed flyttede vi fra vores super-duper centralt beliggende men dyre lejlighed. Vi gjorde det dels for at få en opsparing i huset, så de penge vi bruger på husleje hver måned i højere grad går til os selv og ikke en tilfældig udlejer. Men også for at have plads til de børn vi jo regnede med snart ville komme.

Ud fra et økonomisk og fornuftigt synspunkt har det været en god investering indtil videre. Huspriserne har jo fortsat deres himmelflugt og vi har da helt sikkert også nydt det meget at have vores eget med have osv.

Ud fra et andet og mere følelsmæssigt synspunkt kan jeg godt nogen gange ønske at vi stadig boede i den smarte lejlighed i centrum. Når man bor her er det ligesom mere legitimt ikke at have nogen børn. Så kan man jo altid undskylde sig med at man ikke har plads og at der ikke er nogen have børnene kan lege i. Når man køber et hus gør det absolut ikke spørgsmålene om hvornår man skal have børn mindre, nu har man jo al den plads og hvad skal man ellers bruge den til......

Vi har nogen vældigt søde naboer. Til den ene side et ældre ægtepar som har boet her siden 60érne og til den anden side et ungt par med to børn. Den sidste har de fået for ca. et halvt år siden. Men jeg skal være den første til at indrømme at jeg foretrækker det ældre par som naboer. De unge er vældigt søde, men de har nogen vaner som går mig lidt på. Jeg vil ikke komme nærmere ind på dem..... tænk hvis de læser med her.... men jeg kan afsløre at det har noget med deres børn at gøre. Derudover er det selvfølgelig pisseirriterende at de får et barn mens vi stadig kæmper. Det gør måske også at der ikke skal så meget til at irritere mig.

Hvorfor købte vi ikke bare et super-trendy byhus blandt unge singler i stedet?