Sygemelding? (24+4)
I går var jeg til skanning for at få checket livmoderhalsen. Den har ikke rokket sig en millimeter og ser fint lang og stabil ud. De små var også vokset fint med BPD på hhv 60 (A1, drengen) og 56 mm (B2, pigen). Jeg mærker dem begge hver dag, det er bare så hyggeligt :-) Jeg har det fint bortset fra at jeg skal tisse hele tiden og så lidt halsbrand. Jeg kan godt føle tyngden i underlivet, men så længe jeg ikke overdriver fysisk aktivitet synes jeg det går fint. Har mærket noget som jeg tror er nogle sporadiske plukveer men ikke noget jeg synes var faretruende; ingen smerter eller regelmæssighed i det.
Jordemoderen som skannede gav os en længere brandtale for nødvendigheden af en sygemelding nu. Ikke fordi der er noget i vejen med mig, men fordi "det gør man bare". Hospitalet hvor jeg er tilknyttet anbefaler sygemelding fra uge 24 som standard, uanset hvad forholdene er med ens fysiske tilstand og arbejdssituation. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke går ind og laver en mere individuel vurdering for der kan jo være kæmpestor forskel på hvordan man har det og hvad man laver på sit job selvom man har det til fælles at man venter tvillinger.
Helt ærligt så jeg har jeg ikke meget lyst til en fuld sygemelding nu, jeg ville godt nok gerne vente til uge 28-29 stykker. Hvis jeg havde et job hvor jeg skulle stå meget eller løfte tunge ting ville jeg nok ikke kunne klare det på nuværende tidspunkt, men mit job består mest af computerarbejde og møder og for det meste bestemmer jeg selv tempoet. Det er sjældent at jeg er stresset over det og jeg synes faktisk at jeg er god til ikke at lade mig gå på af irriterende småting som ellers kunne stresse. Lige nu synes jeg ikke det er et problem for mig at abejde, men selvfølgelig prøver jeg at være hyperopmærksom og min tanke er at hvis jeg begynder at føle at det bliver hårdere så kan jeg jo bare stoppe. Jeg er godt klar over at man selvfølgelig skal stoppe inden det går helt galt!
Jeg prøver at passe på mig selv ved at tænke over at få slappet af og hvilet så meget som muligt;
Jeg prøver at slappe så meget som muligt af når jeg er hjemme; min mand tager det meste af rengøringen, han ordner haven, han laver oftest mad osv. Jeg tager bilen på arbejde, ikke cyklen. Jeg lægger mig ned mindst en halv time når jeg kommer hjem og jeg arbejder ikke ekstra timer. Al rejseaktivitet er indstillet fra nu af. Jeg går tidligt i seng og prøver i det hele taget at få noget sundt at spise og jeg tager et arsenal af forskellige kosttilskud efter ordre fra jordemoderen. Jeg har jo "heldigvis" ikke små børn jeg skal tage mig af så når jeg er hjemme er det plejetid for mig og de små i maven.
Jeg har tænkt på at få en delvis sygemelding evt. fra næste uge bare for at være på den sikre side, men en fuldstændig sygemelding er jeg ikke meget for endnu. Hvad synes i, er jeg fuldstændig fra forstanden?

8 Comments:
Hvis det var mig, der havde fået anbefalet en sygemelding, så ville jeg klart tage den. Bare for en sikkerheds skyld. Fordi jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv, hvis jeg trak det for længe. Og fordi jobbet også er der, når du har født og vender tilbage fra orlov. Hvis man ser på det i forhold til hele dit arbejdsliv, hvad begyder et par måneders sygemelding fra eller til så? Intet. Det kan til gengæld betyde en masse for dig og dine børn - og for oplevelsen af de sidste del af graviditeten. Og ikke mindst for energiniveauet op mod fødslen.
Jeg ved, det er svært, når man er "karrierekvinde". Men når du har født bliver du jo alligevel nødt til at prioritere anderledes på nogle punkter. Så måske er det en meget god øvelse?
Jo, jeg ville klart sygemelde mig.
MEN dermed har jeg altså ikke sagt, at du begår en fejl ved at lade være - du skal jo først og fremmest gøre det, der er rigtigt for dig. Og det er du jo den bedste til at vurdere...
torsdag, august 30, 2007 10:24:00 AM
Puha, hvad ville jeg gøre hvis jeg var dig? Jeg blev først sygemeldt da jeg var 30 uger henne og jeg var altså i laboratoriet til det sidste fordi jeg lige skulle nå at få en masse resultater, så jeg kunne sidde og skive artikler inden jeg fødte. Om jeg har fortrudt?? JA. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om jeg havde nået fulde 38 uger hvis bare.. Jeg nåede jo alligevel ikke at skrive en pind, da jeg bare en uge senere gik i fødsel (som jo heldigvis blev stoppet). Som et minimum ville jeg tage imod en deltidssygemelding (max 5-6 timer stillesiddende arbejde om dagen) frem til uge 28 og så lægge (på langs, så livmoderhalsen bliver aflastet) mig en times tid DIREKTE efter arbejde. Find en eller anden serie i fjernsynet du troligt kan følge med i eller læs et kapitel i en god bog eller ta’ en lille morfar. Jeg ville give meget for at stå i din situation og tage den rigtige beslutning, og det er til trods for at alt gik godt og Magni og Brage overhoved ikke har men af at være tvillinger eller født en måned for tidligt.
Knus Monja
torsdag, august 30, 2007 10:55:00 AM
Hm.. jeg bøjer mig i respekt for Monjas fortælling, men jeg kan sagtens forstå din lyst til at fortsætte med at arbejde, når det er et arbejde du er glad for.
Jeg ville sige TAK til en sygemelding, fordi jeg er så træt af mit ;-)
Jeg tør ikke rigtig råde dig til noget, men ville nok selv gå efter mindst en deltidssygemelding efter at have læst Monjas historie.
torsdag, august 30, 2007 5:45:00 PM
Hmn nej fra forstanden er du vist ikke:-) Men altså Mira for pokker, det er jo nu, du skal give dig selv og dine to pus inde i maven de optimale vilkår. Du passer godt på dig selv allerde, men du vil kunne gøre det endnu mere, ved en fuldtidssygemelding.
Jeg ville klart råde dig til det.
Drop tankerne og energien til og på jobbet og brug den istedet på dig selv, din søde mand og Jeres lille familie I bliver om nogle måneder:-)
torsdag, august 30, 2007 9:02:00 PM
Hmn nej fra forstanden er du vist ikke:-) Men altså Mira for pokker, det er jo nu, du skal give dig selv og dine to pus inde i maven de optimale vilkår. Du passer godt på dig selv allerde, men du vil kunne gøre det endnu mere, ved en fuldtidssygemelding.
Jeg ville klart råde dig til det.
Drop tankerne og energien til og på jobbet og brug den istedet på dig selv, din søde mand og Jeres lille familie I bliver om nogle måneder:-)
torsdag, august 30, 2007 9:02:00 PM
Ja ok det er altså mig Spiren, der godt kan lide at gentage sig selv ha ha....
torsdag, august 30, 2007 9:02:00 PM
Når anbefalingen er sådan ville jeg klart sige JA TAK. Netop for måske at kunne undgå en for tidlig fødsel.
HBT
lørdag, september 01, 2007 2:24:00 PM
Tja, jeg ved ikke hvad jeg ville råde dig til. Mon ikke du selv bedst ved hvad der er rigtigt for dig, hvis du føler efter?
Jeg har dog en kollega som gik på arbejde indtil dagen før hun fødte tvillinger - det var i øvrigt til terminen, og tilbage dengang hvor den barsel man brugte før fødslen gik fra barslen efter. Så det KAN lade sig gøre, uden for store omkostninger. MEN pas godt på dig selv. Hvis du er bange for at det skader graviditeten at arbejde, så tag imod sygemeldingen. Hvis du føler dig fit-for-fight og har lyst til at bruge din tid på arbejd lidt endnu, så tag på arbejde - overvej evt. en deltidssygemelding. Jeg syntes at 37 timer om ugen var for meget at arbejde og jeg var kun enkeltbarnsgravid, så pas på dig selv.
Held og lykke med at tage beslutningen.
Knus,
Solsikke
søndag, september 02, 2007 3:36:00 PM
Send en kommentar
<< Home