Beslutninger - veninder

Idag og resten af weekenden var det meningen at manden og jeg skulle have været i sommerhus med nogen af mine veninder, deres mænd og børn. Jeg ringede i morges til den ene af veninderne for at forklare situationen. Jeg har ærligt talt mest lyst til at være så tæt på mit sygehus som muligt hvis der skulle ske mere. Vi har fået mere eller mindre "fribillet" til at komme igen hvis der er noget.

Veninden der ellers plejer at være forstående og empatisk havde lidt svært ved at forstå min situation; "Der er jo masser af piger der bløder i graviditeten og får raske børn ud af det" sagde hun og i næste åndedrag " jeg er forresten også gravid, 3 mdr henne og jeg har også blødt lidt". (Hun er typen der bliver gravid i første forsøg, naturligt altså) Og så videre om " ....og jeg har jo prøvet at være gravid før og blablabla......" somom jeg var en tåbelig overspændt førstegangsgravid.... Jeg blev egentlig lidt sur.

Hvis jeg skal være helt ærlig gjorde de sidste kommentarer faktisk at jeg blev mere glad for på forhånd at have valgt ikke at tage afsted. Jeg orker simpelthen ikke at høre på "almindelig" glad graviditetssnak. Jeg har nok at gøre med at holde mig selv nogenlunde oven vande, ikke gå helt i spåner over hvad der er sket og med at prøve at bevare modet og håbet. Og selvfølgelig prøve at lægge en dæmper på trangen til at skynde mig ud på sygehuset for at få en skanning til.

Jeg bløder stadig og er meget ked af det. Har virkelig svært ved at se det positive lige nu.