Mira's dagbog fylder 1 år

I går var det et år siden jeg skrev den første rigtige post på denne blog. Det var med blandede følelser og en stor angst for at blive opdaget af nogen ude i den virkelige verden. Jeg tror ikke at nogen har "genkendt" mig, så har de ihvertfald ikke givet udtryk for det. Jeg håber det bliver ved med at være sådan for denne blog har været en stor hjælp, et afløb for mine til tider meget ubehagelig følelser og frustrationer. Og det har været en stor stor hjælp at møde jer; pigerne her i infertilitetsblog-land, at følge med i jeres liv, at få søde og medfølende kommentarer, gode råd og opmuntring når det så sortest ud.

Det sidste år har været begivenhedsrigt på infertilitetsfronten. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at der skulle ske så mange ting. Da vi i tidernes morgen startede på projekt baby var min tanke at hvis vi ikke kunne få børn, kunne vi jo "bare" få et barn ved IUI eller IVF......

Det er virkelig gået op for mig at det ikke bare er "bare".......I løbet af det år der er gået har vi været igennem 3x IUI. Den sidste med en positiv test som desværre var en graviditet udenfor livmoderen. Efterfølgende en laparoskopi for at fjerne graviditeten og højre æggeleder som var ødelagt. 7 uger efter gennegik jeg endnu en laparoskopi for at fjerne en kæmpe endometriosecyste på den venste æggestok. Endelig fandt vi årsagen til at det ikke ville lykkes med graviditeten; at jeg har endometriose, sandsynligvis stadie 4. Og nok ikke som jeg havde troet; at jeg havde haft en klamydia infektion.

Nu er jeg på nedregulering og skal opereres for endo'en om en måned.

Som jeg skrev for noget tid siden så går det egentlig meget godt, men jeg sidder stadig tilbage med en bitterhed over at det er gået som det er. Jeg er vred over at jeg blev sat i IUI behandlig for det mener jeg var helt forkert. Jeg mener det har gjort endometriosen værre, ja faktisk fået den til at eskalere så vildt at den i høj grad har ødelagt mine reproduktive organer (jeg har nu ingen højre æggeleder og jeg har sammenvoksninger i hele underlivet). De hormoner man får ved IUI stimulerer nemlig østrogendannelsen som får endometriomer til at vokse. Jeg har nævnt mine horrible og eskalerende mens smerter mange gange på fertilitetsklinikken, men har hver gang fået at vide at det var normalt...hvilket på en eller anden måde får en til at føle sig som hypokonder og skør i bolden. Så på mange måder har det været en lettelse at få diagnosen, for så er jeg jo ikke skør i bolden.....

Jeg undrer mig over at man på fertilitetsklinikken ikke gør mere ud af at finde årsagen til infertiliteten og at man ikke lytter til patienterne.....På mig virker det somom at det for lægerne derude bare drejer sig om at få så mange så muligt kørt igennem IUI/IVF procedurene med henblik på at opnå den manglende graviditet. Ikke altid hensigsmæssigt da man kan gøre mere skade end gavn. Jeg mener de har haft muligheden for at se mit problem, for det første pga. mine egne udsagn og for det andet pga. min HSG undersøgelse. HSG undersøgelsen viste faktisk en mindre defekt på højre æggeleder, dog med gennemløb. Faktisk bankede jeg i overlægens bord umiddelbart før den sidste IUI for at få en henvisning til endo-specialisterne og den fik jeg. Det var desværre bare for sent.......Det gør mig GAL at man selv på den måde skal sørge for at der sker noget, at man selv skal tage ansvaret.......Fuldstændig ude af proportioner.

Det var tankerne her et år efter blogstart. Et år som på mange måder har været et skridt frem og to tilbage. Jeg håber virkelig at det næste blogår kommer til at gå bedre, at jeg går igennem en succesfuld IVF, at jeg bliver gravid, at det bliver siddende det rigtige sted.......

Er det for meget at forlange?