Busken

En del af jer skriver om "joggingbusken" lige for tiden. Det er ikke sådan en jeg gemmer mig bag lige for tiden, men gemmer mig det gør jeg. Jeg kender udemærket fornemmelsen af ikke at have lyst til at snakke med nogen eller se nogen som potentielt kan rippe op i sårene (og nej der skal ikke ret meget til). Sådan har jeg haft det i et stykke tid nu med varierende intensitet.
Og jeg har bare slet ikke lyst til at se de veninder der er gravide og/eller har børn. De forstår mig bare overhovedet ikke og jeg har ikke modet til at forklare dem om min situation. Den kombination gør sikkert sit til at der kommer underlige kommentarer om min "børnesituation" og det vil jeg bare helst undgå. Det gør mig helt vildt ked af det og jeg tænker meget på "de gode gamle dage" før verden omkring mig gik amok i børn og bleer....
Derfor har jeg det faktisk bedst når det bare er manden og jeg herhjemme og jeg går og nusser bag buskene i krydderurtehaven eller noget i den stil. Jeg tror også at manden har lidt svært ved at forstå det en gang imellem. Jeg ved han gerne ville have lidt mere "sjov og ballade". Men det er altså bare ikke det samme mere vi kommer aldrig til at holde de legendarisk kollegiefester igen.....ØVØVØVØV Sur r..

Ellers er det godt at høre at Søs er ovenpå igen...go girl!!!!
Og Rikke med den lille spire.....vi lader som ingenting og krydser diskret fingrene :-)
Ønsker jer allesammen en god søndag, foran eller bagved busken!!!!

Jeg håber ikke jeg har trådt nogen over tæerne med mit indlæg fra igår. Jeg kan godt se at det måske var lidt egoistisk overtale lægerne til at tage mig ind lidt tidligere. Jeg har bare så svært ved at komme med gode søforklaringer til mine kollegaer hvis jeg kommer senere end jeg har sagt og jeg kunne bare ikke overskue mere panik på den konto. Jeg må blive lidt bedre til at lyve......