Fødselsberetning

Jeg kom i tanke om at det vist er kutyme at skrive et indlæg hvor man beskriver fødslen af sine børn. Og det er måske også meget sjovt at have til eftertiden, så here goes....

Det hele startede om eftermiddagen torsdag d. 1/11-07 (33+4) hvor vi var til flow og vægtskanning af tvillingerne. Skanningen viste desværre at tvilling B2 (pigen) som hele tiden har været mindst i vægt havde dårligt flow i navlestrengen. Som resultat deraf kompenserede hun for det ved at åbne for blodkarrenes flow i hjernen for at beskytte hjernen så den får nok energi (brain sparing og intrauterine growth restriction (IUGR)). Derfor mente lægen som skannede at det var ved at være tid til at de skulle ud, for som hun sagde så kunne vi begynde at give pigen den mad hun skulle have for at hun kan udvikle sig og vokse normalt. Det var lidt af et chok for indtil da var flow og vægtskanninger gået ok og jeg var begyndt at tro på at jeg nok fik lov til at gå til uge 38, men sådan skulle det ikke være. Jeg fik lungemodner med det samme og besked på at komme igen om fredagen, dagen efter, til endnu en skanning. Lungemodneren blev givet da jeg endnu ikke var fulde 34 uger som er grænsen for om det skal gives eller ej. Da vi kom hjem talte vi selvfølgelig meget om at vi nu snart skulle være forældre og havde vi mon nu styr på det hele? Jeg var en lille smule rystet over beskeden og lidt nervøs for om lillepigen nu havde det godt. Måske derfor havde jeg en masse ret kraftige plukveer som tog til henover aftenen og natten. Vi ringede til fødeafdelingen ved 8-9 tiden og spurgte, men de mente ikke der var grund til at komme. Jeg faldt i en urolig søvn og vågnede igen ved 02-03 tiden og havde stadig kraftige plukveer som jeg ikke kunne få til at forsvinde. Vi ringede igen til fødeafdelingen og blev sammen med vagthavende jordemoder enige om at det nok var bedst at vi kom derud. Som sagt så gjort og da vi kom derud var det første jeg skulle gøre at aflevere en urinprøve som var ok. Jeg var efterhånden noget nervøs og rystede let over det hele og hvade meget svært ved at slappe af. Derefter blev der kørt CTG som også så fine ude mht hjertelyd på begge, men der var ret kraftige plukveer. Jeg blev undersøgt indvendig og hun mente at der kun var ca 1 cm tilbage af livmoderhalsen (!!!!, en senere skanning viste dog 2 cm). Derfor blev det besluttet at jeg skulle have vehæmmende i drop over weekenden så lungemodneren fik de 48 timer den skal have til at virke ordentligt. Derfor blev jeg indlagt med det samme og kunne ikke engang nå hjem og pakke den berømte taske. Manden måtte tage hjem for at hente de forskellige ting jeg havde brug for.

Det vehæmmende stof virkede fint sammen med besked på at ligge i sengen og kun stå op for at gå på toilettet. Fredag blev jeg skannet igen som planlagt og denne gang var flowene fine, hvilket iflg. lægen var en bivirkning af lungemodneren. Planen var herefter at skanne igen mandag og derefter tage stilling til hvad der skulle ske. Imens jeg lå fødegangen med vehæmmer fik jeg besøg af en børnelæge fra neonatal som fortalte lidt om det videre forløb og hvad vi kunne forvente der ville ske efter fødslen. Rart og lidt beroligende at høre at uge 34 trods alt ikke er så tidligt at blive født i og at risikoen for senfølger ikke er så stor. Så det var spændende da jeg søndag morgen skulle tages af det vehæmmende drop, heldigvis skete ingenting og dagen forløb roligt med CTG og hygge i sengen foran fjernsynet sammen med manden som var ved min side under hele forløbet.

Mandag d. 5/11 blev jeg så skannet igen og her kunne man se at flowet igen var dårligt for tvilling B2 og det blev derfor besluttet at jeg skulle have kejsersnit samme dag kl. 17, selvom lægen sagde at jeg da godt måtte føde almindeligt hvis jeg ville. Men et kejsersnit var fint med mig, det var også hvad jeg nok ville have valgt alligevel hvis det var muligt. Da der jo var lidt problemer med tvilling B2 ville der være en stor risiko for at få hastekejsersnit midt i fødslen hvis tvilling B2 fik det dårligt og jeg ville ikke være glad for både at skulle have ondt forneden og i maven ved arret. Så efter beslutningen var taget blev jeg gjort klar med antibiotika og barbering ved operationsstedet. Jeg fik også besøg af narkoselægen og min endometrioselæge. Så var det bare at vente i køen til det gynækologiske operationsleje. Dvs. at man godt nok får et ca. operationstidspunkt, men ingen ved om det holder fordi de tager de mest presserende og akutte ting først, så der kan altid komme en foran i køen. Og jeg var åbenbart ikke så akut for tiden sneglede sig af sted og ingenting skete. Jeg fik lidt et dejavu til de to gange hvor jeg har fået ”akutte” laparoskopier (læs evt her og her) hvor jeg sad mere end 12 timer i kø hver gang og ventede på at komme på operationsbordet. Så det var ikke så rart og derfor ringede jeg med klokken ca hver halve time for at høre om det snart blev min tur, så sygeplejerskerne har sikkert synes jeg har været ”a major pain in the ass” den dag. Da kl. blev 19 var jeg efterhånden meget utålmodig og tænkte at nu skulle det fandme være løgn; jeg ville ikke sidde og vente til langt ud på natten som de andre gange. Så derfor ringede jeg igen med klokken og sagde at nu måtte de altså tage sig sammen for jeg gad sgu ikke blive opereret at en eller anden søvnig kirurg kl lort om natten…. det havde jeg prøvet før med en infektion til følge. Kort tid efter kom den kirurg der skulle operere mig ind og forsikrede mig om at jeg snart ville komme til og hun lovede at hun altså ikke var søvnig (heldigvis kunne hun godt se det lidt fra den humoristiske side og tog heldigvis ikke min kommentar, som sygeplejerskerne tilsyneladende havde givet videre, personligt). Kl. 20 blev jeg rullet ud af stuen og ned til operationsstuen, her fik jeg lagt drop og en spinalbedøvelse blev givet. Jeg var meget nervøs og rystede over det hele, mest fordi jeg jo vidste at jeg ville være ved fuld bevidsthed under hele forløbet. Spinalbedøvelsen virkede hurtigt og underkroppen og benene blev underligt følelsesløse (man kan dog mærke berøring) og ikke kontrollerbare. Manden var med under hele forløbet, men da jeg sad på operationsbordet og fik lagt spinalbedøvelsen fik han det pludselig dårligt. En af sygeplejerskerne bemærkede at han pludselig var lidt bleg om næbbet og han måtte udenfor og ligge lidt ned. Han var væk ca 10 minutter og var heldigvis tilbage til selve seancen. Jeg blev dækket af så jeg ikke kunne se hvad der foregik og manden sad bag ved klædet sammen med mig. Jeg kunne mærke at de begyndte at rode voldsomt rundt dernede og kl. 20.29 hørte vi det første vræl, det var vores søn, tvilling A1 der var blevet født. Det var ret rørende at vi kunne høre ham skrige og vi kneb begge to en lille tåre. Et minut efter kom søster tvilling B2 til verden også med vræl og endnu et par tårer faldt. Fødselsvægtene var 2090 og 1425 g og længderne 44 og 42 cm. Begge fik fine Apgar scores og havde det godt. Drengen havde dog lidt brug for ilt til at begynde med og fik CPAP som dog var fjernet da jeg senere fik dem at se. Begge babyer blev hurtigt båret forbi mig så jeg så dem kun i forbifarten til at starte med, det var lidt hårdt ikke at få lov at kigge nærmere på dem, men et hold af børnelæger stod klar til at undersøge dem. De var helt blå (normalt ved kejsersnit) og små og dækket af fosterfedt. Manden fulgte med ud i børnerummet og derefter op på neonatal og fik dokumenteret deres første time med billeder og video. Imens blev jeg gjort færdig på operationsbordet og fik klipset maven sammen. Inden jeg blev kørt derfra og over på opvågningen fik jeg moderkagerne at se og her kunne jeg se en tydelig forskel på både moderkager og navlestrenge, tvilling B2’s var klart mindre og tyndere, så det var nok grunden til at hun ikke voksede så meget som A’eren. Herefter lå jeg et stykke tid på opvågning og fik morfin via drop som smertestillende under overvågning af en sygeplejerske. Lidt efter kom manden tilbage fra neonatal med billeder og video af de to små vidundere og personalet kom ind med en lille bakke med lidt at spise og flag. Efter en time tror jeg kom de to jordemødre ind som havde været med ved fødslen for at checke at jeg var ok og at livmoderen var ved at trække sig sammen. Kl. ca 1.00 blev jeg kørt i sengen op på neonatal for at se de små basser og lå der lidt tid med dem på maven. Det var meget underligt at se dem med elektroder og slanger på og jeg havde lidt svært ved at forholde mig til at det var mine børn. Derudover var jeg jo også dopet af morfin. Bagefter blev jeg kørt tilbage til min stue for at sove, hvilket ikke var svært med morfinen i kroppen. Dagene efter kejsersnittet gik det hurtigt med at komme op at gå om end jeg ikke kunne gå længere stræk den første uge, derfor blev jeg kørt i kørestol hen for at se børnene den første uge. Alt i alt synes jeg at kejsersnittet i sig selv var en god oplevelse, det gik hurtigt og overraskende nok synes jeg at det har været mindre smertefuldt og ubehageligt efterfølgende sammenlignet med de kikkertoperationer jeg har været igennem. En af de gode ting er at man slipper for den fulde narkose som jeg synes giver ubehagelige eftervirkninger. Derudover er et kejsersnit nok mere rutine for lægerne og der bliver ikke rodet så meget rundt som ved operation for graviditet udenfor livmoderen og endometriose. Men det at jeg ikke fik børnene at se ordentligt med det samme og at de var plastret til i elektroder og slanger da jeg endelig så dem var ikke specielt morsomt. Og som det fremgår af mine blogindlæg var den første tid på neonatal også lidt skræmmende og ikke så rar og glad som man kunne håbe på efter fødslen af de længe ventede ønskebørn. Jeg tror det bl.a. hænger sammen med at man selv ikke mentalt er helt klar til at det er nu man skal være forældre når fødslen sker for tidligt, men også at stemningen på neonatal dels er mere stresset og hektisk, men også mere alvorstung end på end almindelig barselsgang. Det skyldes jo at de har det slemme, svære og akutte tilfælde med spædbørn der også.

Så får i ikke mere for den 25 øre……Mirlingerne er her og vi er SÅ glade for de små basser!!