Neonatal part 2

Det går bedre.....heldigvis. Jeg er kommet mig lidt over det første granatchok at blive mor for tidligt. Men jeg føler mig stadig lidt snydt for den sidste del af graviditeten og for "at være normal" dvs. at få et fuldbårent barn som kan tages med hjem efter få dage. Det var jo ligesom den sidste bastion der faldt...Alt hvad der har med vores forhistorie, undfangelsen og graviditeten at gøre har jo ikke ligefrem været supernormalt....Men vi skal åbenbart have det hele med. Så kan vi jo også sige at vores babyer er helt igennem top-tunede "science-babies" :-)

Heldigvis har Mirlingerne det rigtig godt. De vokser og er ved at blive rigtig gode til at die ved mig. Men de får stadig 2/3 og 1/2 sondemad, så det kommer nok til at tage lidt tid endnu. Især fordi pigen er så lille har hun lidt svært ved at "knappe på" brystvorten, jeg tror det simpelthen er fordi hendes mund er så lille. Pga. det har vi fundet ud af at hun er en temperamentsfuld lille dame for når hun ikke kan hoppe på bliver hun noget så hidsig. Hun er en lille fighter. Brormand er lidt mere afslappet, han vil tit hellere sove og få sondemad end at die :-) Så der er helt klart forskel på dem.

Mht enkeltamning vs dobbeltamning har jeg indtil videre valgt at amme dem enkeltvis fordi det giver mere ro til at træne deres umodne sutte og synkerefleks og fordi de er meget forskellige i deres tilgang til det. Underligt nok prøver de fleste af sygeplejerskerne her at overtale mig til at gå direkte ind i dobbeltamning hvilket jeg ikke kan forstå. Det er jo svært nok i sig selv med fuldbårne børn, men med præmature forestiller jeg mig at det er endnu mere svært. Jeg håber selvfølgelig på at jeg kan køre det over i dobbeltamning på et tidspunkt når babyerne er blevet gode til at die, ihvertfald til nogen af måltiderne.

Vi har endelig fået et værelse tæt på afdelingen hvor både min mand og jeg kan være og vi har siden onsdag haft babyerne inde hos os om natten. Så nu passer vi dem meget selv og får næsten kun hjælp til sonderne. Det er rigtig hyggeligt, men også lidt hårdt. Derudover er jeg ved at få pip af at malke ud, det er bare "a pain in the ass". Jeg glæder mig til jeg ikke behøver gøre det mere.

Fordelen ved at bo på sygehuset er selvfølgelig at babyernes tøj osv bliver vasket, jeg får gratis mad hele dagen (manden gør ikke, hvem sagde ligestilling?) og at vi har professionel hjælp lige ved hånden. Lækkert, men også hårdt at være hjemmefra i så lang tid. Jeg har kun været hjemme én gang i nogen timer. Jeg glæææder mig til at kunne gøre mere normale ting som at køre en tur med barnevognen, at få taget al vores indkøbte udstyr i brug, at finde ud af hvad vi mangler, osv. osv. Men gruer måske også lidt for at komme væk fra de trods alt trygge rammmer vi har her. Mærkelig dobbelthed i følelserne.....