Børn på neonatal - en nybagt mors oplevelser

Håber ikke jeg lover for meget med den overskrift. Jeg vil bare prøve at fortælle hvordan jeg har det selvom det er lidt svært at beskrive. Selvom vores børn er store i forhold til nogen af de andre børn derovre og selvom de efter omstændighederne har det godt synes jeg det er meget svært. Jeg føler mig lige nu som en hund i et spil kegler og jeg synes det gør starten på det at være mor meget svær.

Før det første er der næsten en ny sygeplejerske ved vores børn når vi kommer over til dem og jeg er i forvejen ikke en person der er skidegod til nye mennesker hele tiden. Det er lidt grænseoverskridende for mig, især når jeg føler mig usikker og ked af det.

For det andet synes jeg ikke vi har fået særlig god information om hvordan og hvorledes det hele foregår og hvad planerne er, det er sådan lidt tilfældig og nogen gange har jeg det lidt somom vi skal hive informationen ud af personalet.

For det tredje føler jeg mig lidt magtesløs og jeg føler ikke der er ret meget jeg selv kan gøre for at passe mine børn og det er hårdt.

For det fjerde synes jeg ikke den instruktion jeg får i f. eks. det at forsøge at lægge børnene til at sutte er næsten ikke-eksisterende eller i bedste fald mangelfuld. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvordan jeg skal gøre eller ikke skal gøre. Jeg føler mig meget usikker og igen hænger det måske også sammen med at der ikke rigtig er ro til det; dvs ro til at de instruerer mig eller ro til at jeg selv prøver mig lidt frem.

For det femte står kuvøsen i et meget lille rum hvor der altid er mange mennesker; sygeplejersker, læger og andre forældre og generelt set synes jeg ikke der er ret meget ro til at være sammen med børnene stille og roligt hvilket måske kunne hjælpe lidt på det hele.

For det sjette skal vi nok flytte fra den afdeling vi er til et pårørende hotel/værelse fordi børnene umiddelbart ikke ser ud til at kunne komme ud på den "beskyttede" afdeling sammen med os. Når de så er klar til det skal vi flytte igen. Tanken om alt det der flytten rundt stresser mig fordi jeg jo bl.a. er ved at forsøge at få udmalkningen igang, fordi jeg generelt er lidt ked af osv. Hvis det ikke var fordi at det ville besværliggøre tingene lidt mere f. eks. mht at se babyerne ville jeg være taget hjem på stedet. For lige nu føler jeg vi lever lidt på nas hvor vi er fordi de hele dagen har "truet" med flytning.

Alt i alt handler det måske om mig og at jeg ikke bryder mig om al den uro, tanken om at mosle rundt på forskellige afdelinger/værelser og alle de mennesker. Det hele gør mig usikker og ked af det. Faren ser ud til at håndtere det hele meget bedre og han har jo heller ikke hormonernes rasen i sig til at komplicere alt.

Jeg håber alting snart ser bedre ud. Tårene løber som jeg skriver det her og jeg føler mig som verdens dårligste mor..... Jeg burde jo være stærk og i stand til at klare alt nu....