Hippie wannabe

Jeg har brugt en stor del af Kr. Himmelfart ferien på at læse bogen Solvognen af Nina Rasmussen (med The Doors og Savage Rose som soundtrack :-)). Se det er en af fordelene ved ingen børn at have (endnu), nemlig fred og ro til at læse :-) Det kan godt gøre en del af mine arbejdeskollegaer med små børn misundelige, hvis jeg fortæller om det :-) Rart at det også går den anden vej, græsset er altid grønnere....
Bogen handler som navnet siger om teater-/aktions-gruppen Solvognen som i 60'erne og 70'erne lavede bl.a. politisk-satiriske gadeteater. Nina Rasmussen var en af kernedeltagerne og hun beskriver aktiviteterne fra sit synspunkt med omdrejningsspunkt i Christiania.
Det er virkelig spændende at læse om, hold da op hvor var det fantastisk og vildt. Selvom nogen af tingene (bla. den primitive måde de bor på) måske er mere end hvad jeg ville står model til ønsker jeg næsten at jeg var med :-) Det er ret utroligt at det kun er 30-40 år siden.
Man kan mene hvad man vil om 68'ernes mere eller mindre og til tider skinhellige "peace and love" budskaber, som nok ikke holder vand i dag. Men et eller andet sted har de i kraft af deres fællesskaber fat i noget som jeg mener vi i høj grad mangler i samfundet idag. Nemlig mellem-menneskelig solidaritet og accept. Det er ret fantastisk at læse om hvordan mennesker (også med og uden børn!!!) med meget forskellige meninger og måder at leve på finder sammen om et højere mål. Det er også en af de ting jeg mener vi mangler: et højere fælles mål. Det er en af grundene til at vi der lever i nutiden er mere eller mindre egoistiske og navlepillende og måske har svært ved at acceptere andre som er bare lidt anderledes. Vi er så fokuserede på at få vores egen lille verden til at køre efter en mere eller mindre stereotyp damebladsopskrift.
Til sammenkomster i vennekredsen handler samtaler næsten altid om hus, have, bil, arbejde og børn. Det er sjældent at de store politiske emner kommer på bane. Ingen stikker hovedet frem, det er alt for besværligt at skulle forklare sig og tænk hvis nogen blev stødt. Det er også lidt i tråd med hvad Amocca skriver idag; vi tør ikke stå frem som dem vi er og korrekse dem som har forældede og forstokkede holdninger om behandlig for infertilitet.

Med Nina Rasmussens ord vil jeg slutte af "Mit håb er at fortællingen om Solvognen kan inspirere nutidens unge og gamle til at leve livet fuldt ud og udtrykke deres holdninger med humor, dristighed, originalitet og begejstring - uden vold."

Kan vi det??? Eller er vi for vattede?

Ps. venter stadig spæææændt på resultat af IUI, 1 uge er gået siden ÆL sprøjten, 1 to go. Pyha det føles som laaaang tid.